de en

Historien

Teknikken er oprindelig en koreansk brændingsteknik. Tingene var billige og enkle småting, som regel tekrus. Teknikken kom til Japan i begyndelsen af 1500- tallet. Chojiro, søn af en indvandret teglmager, siges at være den første der brugte teknikken i Japan. Han fremstillede nogle enkle, smukke tekrus. Disse blev opdaget af teceremonimestrene, der begyndte at bruge dem til teceremonierne, der er essensen af japansk filosofi og æstetik. Man stræbte efter harmoni og enkelthed, efter at forene det enkle med det smukke.

Ordet Raku stammer fra det kinesiske ideogram som dækker begreber som nydelse, lethed, behag, ro og lykke.
Ifølge legenden fik Chiro`s søn et guldsegl med tegnet Raku, og begrebet som titel, og teknikken fik det som betegnelse.
Den 16. Raku, Kichizaemon lever og arbejder i dag i Kyoto, og er efterkommer af den første Raku.

Andre har også arbejdet med teknikken, bl.a. Honami Koetsu (1558-1637), der har lavet en teskål, der har fået navnet Fuji-san, Ærværdige Fuji-bjerg, og er blevet registreret som japansk nationalt klenodie.

I Japan var der ingen efterbrænding (reducering), men da teknikken efter anden verdenskrig kom til U.S.A. opdagede man her, at man ved reduktion i halm, kunne få kraftige metalliske farver frem når man brugte metalsalte i glasuren.

Den amerikanske Raku handler, som så meget andet i den brede kultur, om at se ud som om…

I raku keramik giver det sig udslag i stærke, metalliske farver. De falder i øjnene og begejstrer i første omgang, men de holder ikke til at blive betragtet i længere tid.
Den burde benævnes: amerikansk hurtigbrænding, da dens udtryk intet har med Raku at gøre.

Den japanske, derimod, har århundredes søgen omkring de samme former. Det resulterer i et meget levende, meget æstetisk, tilbageholdende udtryk.  Man skal nærme sig, se og føle formen opmærksomt, så man mærker emnet med kroppen. Jo længere man ser, jo mere mærker man.